Udvikling en nødvendighed - både i gode og dårlige tider
Udvikling og nytænkning skal sikre Randers Tandhjulsfabrik A/S et solidt ståsted, når der kommer gang i i udviklingen igen. I stedet for at skære ned har virksomheden valgt at sætte fokus på udvikling og nytænkning.
Randers Tandhjulsfabrik har siden januar 2009 arbejdet målrettet med at udvikle virksomheden både den enkelte medarbejder og rammerne for produktionen.
Direktør Søren Fischer: ”Det er centralt for en virksomhed som Randers Tandhjulsfabrik, at vi benytter de muligheder der er for at udvikle vores virksomhed. I stedet for at tænke defensivt har vi på virksomheden besluttet, at vi vil være proaktive og gøre os klar til at møde væksten med nye og bedre kompetencer. Derfor har vi iværksat en række initiativer som skal forbedre virksomhedens muligheder, og sikre et fælles værdigrundlag som udgangspunkt for fælles vækst.
Vi er gået i gang med at forbedre vores kvalitetssystem. Det betyder, at de kunder som efterspørger vores tandhjul i fremtiden, trygt kan overlade leverancen til os, da vores kvalitetssystem vil være helt i top. Derudover arbejder vi med, at alle medarbejdere bliver klar over vigtigheden af, at alle tager ansvar og er med til at forbedre arbejdspladsen”.
Samarbejde med Randers Teknisk Skole
Randers Tandhjulsfabrik har i samarbejde med Randers Tekniske Skole gennemført uddannelse af alle medarbejderne. Uddannelsen skal sikre, at alle medarbejdere bliver deltagere i udviklingen af virksomheden, dels ved at få viden om hvilken retning Randers Tandhjulsfabrik bevæger sig i, og dels ved at lære om, hvordan man som medarbejder kan være med til at gøre tingene bedre.
Skolens medarbejdere har indgået i en tæt dialog med virksomheden omkring tilrettelæggelse og gennemførelse af uddannelsen.
”Dialogen med virksomheden har også medvirket til, at vi som skole udvikler os. Mange vælger at være forsigtige i krisetider, men som skole skal vi altid være åbne overfor nytænkning, ” siger uddannelsesdirektør Nanna Skulvad. ”Nye tanker og ideer opstår i dialogen med vores kunder, og den dialog skal vi tage i perioder, hvor der er behov for at tænke nyt. Netop i den her periode hvor erhvervslivet er lidt på vågeblus, er det rart at opleve, at der er virksomheder, som benytter muligheder for at komme videre og blive mere konkurrencedygtig. Derved sikrer de sig en perfekt platform, når udviklingen vender.”
Lars Nielsen, som er kvalitetschef på Randers Tandhjulsfabrik, er ansvarlig for at implementere de forbedringsforslag, som medarbejderne kommer frem til på kurserne. ” Hver medarbejder udarbejder en personlig handlingsplan, som sætter fokus på, hvad den enkelte skal forbedre i sit daglige arbejde på fabrikken. Via disse planer sikrer vi en fremdrift frem mod bedre betingelser for at blive de bedste.” Lars tilføjer, at der allerede nu, hvor halvdelen af medarbejderne har været igennem uddannelsen, er der sket et markant fald i antallet af fejl.
International kvalitet
”Det er vigtigt for os, at den enkelte medarbejder tager ansvar og involverer sig i virksomheden. Derfor er der også nedsat en projektgruppe, som skal medvirke til at forbedre kontrolmetoder, således at slut kvaliteten af vores tandhjul altid er den bedste.
Vil vi være en international virksomhed, skal vores produkter også være af international kvalitet.” slutter Søren Fischer.
”Ved at satse på uddannelse og opkvalificering viser Randers Tandhjulsfabrik en tro på fremtiden. Dette er langt mere perspektivrigt og offensivt end en arbejdsfordeling,” siger afdelingsformand Henrik Leth fra Dansk Metal.
Udover Randers Tandhjulsfabrik deltager der samarbejdspartnere og konkurrenter fra Horsens og Randers på kurserne.
Ønskes yderligere oplysninger vedrørende ovenstående:
Direktør: Søren Fischer, Randers Tandhjulsfabrik, telefon 86424177.
Uddannelsesdirektør: Nanna Skulvad, Randers Tekniske Skole, telefon 21416847.
9. juni 2009
|
|